Kulturarvstjenesten Vesthimmerland

Kulturarvsbussen rullede den 1. juni 2013
.... og ruller igen næste år!


Perfekt vejr, særdeles veloplagte præstationer af Broder Berg og Bjarne Nielsen gjorde Kulturarvsbussen 2013 til
den hidtil bedste. En passende blanding af spændende nyt om udgravninger,
besøg på et par nærmest ukendte ’guldklumper’ i det det Vesthimmerlandske
landskab og så bare generelt en rigtig god stemning, gjorde det til en minderig
dag med kulturarvsbussen.

Udgravning i Vestrup – landsbyen Simested – den godt gemte Jættestue i Ettrup – Østerbølles unikke jernalderlandsby –
Vesterbølle velbevarede landsbystruktur - Ertebøllecentret med super frokost –Strandby kirke – Aggersborg området med dets

lange historie og undersøgelser, som løbende leverer det ene fantastiske fund efter det andet. Som afslutning den
kulturhistoriske perle Kelddal Mølle og et lidt fjernt blik mod udgravningen i Giver, som kan vise sig at være det mest fantastiske

fund i mange år! Og i tilgift dertil masser af yderligere historier, oplysninger, fakta og anekdoter, som spændte over ca. 10.000 år

i tid fra stenalderlandskabet næsten helt op til vores tid med stationsbyerne som datidens vækstcentre. 

Som ved enhver succesfuld forestilling så kræver det et godt publikum. En rekordtilslutning på i alt 46 glade deltagere om bord på

Kulturarvsbussen 2013 gjorde oplevelsen total.

Vi ruller igen til næste år og finder nye huller i jorden, en kirke, der skal nærlæses, en by med en glemt men fin historie suppleret med gode
historier fra Kulturarvstjenesten.