Kulturarvstjenesten Vesthimmerland

Rundvisning i Strandby Kirke tirsdag den 18. marts
Strandby kirke er opført i romansk stil i slutningen af 1100-tallet. I senmiddelalderen blev der tilføjet et tårn og et våbenhus.
Den oprindelige kirke er opført i granitkvadre på en dobbeltsokkel. Fra den oprindelige kirke er bevaret den høje korbue, korets nord- og øst vinduer,
to portaler og to nordvendte vinduer i kirkeskibet. Tårnet, der er opført i munke- og kampesten er siden blevet delvist skalmuret.
Våbenhuset, som også er opført i munkesten, er i nyere tid blevet forhøjet.

Sognepræst Eva Gundersborg Lauridsen og museumsleder ved Vesthimmerlands Museum, Broder Berg, fortæller om kirken, dens historie og arkitektur.
Arrangementet begynder kl. 19, og deltagelsen er gratis.