Strandbygårde
Når man nærmer sig Strandby fra syd, ligger der ved bygrænsen på venstre hånd to ældre gårde med stedsbetegnelsen ”Strandbygårde”.
Gårdene putter sig i læ for den nord-vestvendte morænebakke, hvor Strandby kirke med sit høje tårn som vejviser blev rejst. Sandsynligvis er der her, i området ved bækken, at landsbyen Strandby har sin oprindelse.
På landkort fra 1800-tallet ses fire gårde ved Strandbygårde. Omkring år 1900 var der kun to gårde tilbage, mens der rundt om Strandby var kommet nye til. Formentlig er to af Strandbygårdene blevet flyttet ud til deres jorder. De to tilbageværende gårde har stuehuse, som går tilbage til 1860 og 1874, mens de øvrige bygninger er af nyere oprindelse.
Det skal nævnes, at man ud over Strandbygårde også kan finde Kjærsgaard, Lillemølle og Vestergårde på historiske kort fra slutningen af 1800-tallet. Om gårdenes placering kan føres tilbage på en udskiftning 100 år tidligere, bør afdækkes ved nærmere undersøgelser.
Strandbygårde. Stuehuset med to skorstene og betonsten samt nyere kvist. Trods ombygninger fremtræder det gamle stuehus i sin oprindelige form med smukke vinduespartier og en dør, der førte ud til den gamle have.
Til højre i billedet ses landevejen til Strandby, hvis bebyggelse anes i baggrunden.